Lav et cykelløb på en time, for alle jeres medlemmer og tjen kassen. Lyder det godt? Så følg med her.
Konceptet
I skal lave et cykelløb på en rundstrækning på ca. 1 km, hvor alle cykelryttere så kører i præcis en time. Cykelrytterne er jeres egne medlemmer, familiemedlemmer, venner og andre der har lyst.
Deltagerkravet til cykelrytterne er, at de er sponsoreret. De skal have tegnet en række sponsorer, som så enten giver et fast beløb (startbeløb), eller et beløb for hver omgang (omgangsbeløb), som rytteren kører. Sponsorerne kan også kombinere, så de f.eks. giver 100 kr. i startbeløb, samt 10 kr. pr. omgang.
Sponsorerne er firmaer og private personer. Opfodr jeres medlemmer til at skaffe nogle firmasponsorer, da der oftest er flest penge at hente her. Men der er også mange penge at hente på private sponsorer, da man ofte kan tegne en lang række af private sponsorer. Man kan få private sponsorater fra kolleger, familiemedlemmer, venner osv. Så husk at få jeres medlemmer til at gennemgå hele deres netværk og tegn mange sponsorater.
Jeres medlemmer skal have udleveret nogle sponsorsedler, hvor de kan få navn på sponsor, beløb, samt underskrift og evt. firma-stempel på. Desuden er det meget smart, hvis rytterne også kan have et lille papir med der forklarer konceptet på få linier, som man så kan vise til skeptiske sponsorer.
Før løbet går i gang, får hver rytter et rytternummer på ryggen, så man tydeligt kan se det. En række omgangstællere står ved målstregen, og tæller hvor mange omgange, hver eneste rytter kører. Hver omgangstæller bør ikke have mere end 5-6 ryttere at skulle tælle på, da det ellers hurtigt bliver uoverskueligt.
Løbet varer præcis en time, og herefter gøres antallet af kørte omgange op, og så kan det indkørte beløb beregnes. Hver rytter, indtjener så et beløb, som går direkte til jeres forening.
Efter løbet kan I give en sodavand til alle deltagende ryttere, som tak for deres indsats.
Nu skal omgange for de enkelte ryttere ganges med beløbene pr. omgang og tillægges de faste beløb. Når dette er gjort for alle ryttere, kan man offentliggøre resultatet.
Når resultatet foreligger, er man også klar til lidt af det administrative, der følger efter. Nu kan I udsende girokort / fakturaer til alle sponsorer. For at spare porto, kan I give girokortene til de af jeres medlemmer der måtte have kontakt med vedkommende, som så kan give det videre.
Skønnet omsætning
Omsætningen på disse arrangementer har for foreninger med ca. 75 medlemmer oftest ligget på omkring 30.000 – 40.000 kr. Alt efter hvor mange ryttere man har kunnet mønstre. Oftest er det blevet til 30-40 ryttere.
Jo flere ryttere jo bedre. Så husk at forkæl jeres ryttere, så de får lyst til at stille op igen en anden gang. Typisk vil denne begivenhed være en årlig tilbagevendende event, som efterhånden afvikles på rutinen. Men pas på, at rytterpleje og sponsorpleje ikke går hen og bliver ren rutine. Så vil arrangementet stille og roligt bremse op, og dermed færre ryttere og dermed lavere omsætning.
Ruten
Find en god rute på ca. 1 km i jeres by. Pas på at ruten ikke er ret trafikeret, så man risikerer trafikuheld. Men find gerne en rute i et aflukket villa område, hvor man kan advare de få bilister der måtte skulle igennem i den time, om at der er cykelløb på området. Så kan de forholde sig til det og køre ganske forsigtigt, uden at der sker noget. Lav gerne en lille vejspærring på vej ind i området, hvor I stopper bilerne og gør dem klart opmærksomme på cykelløbet.
Husk at søge politiet om tilladelse til afholdelse af sådan et løb.
Udover at ruten ligger i et stille område, så find en rute, hvor der ikke skal krydses farlige veje, hvor der ikke er lyskryds, rundkørsler eller andre potentielt farlige steder. Ruten bør desuden være rimelig flad, så den henvender sig til flest muligt. Børn samt lidt ældre ryttere, bryder sig ikke om bakker på ruten.
Ekstra tiltag
For at gøre cykelløbet lidt mere festligt, kan i engagere en speaker. Speakeren skal stå i målområdet og kommentere cykelløbets udvikling og generelt holde humøret oppe hos publikum og opfordre publikum til at heppe på rytterne. Når rytterne bliver heppet frem, kan det godt lige give dem lidt ekstra luft og måske hive et par ekstra omgange ud af dem.
For at tjene lidt ekstra penge, kan I i målområdet sælge kaffe, kage, sodavand m.m. til publikum, samt til rytterne før og efter løbet. Er der mulighed for det, kan I også sælge pølser og is. Men det kræver jo lidt mere. I kan også tjene ekstra penge ved at sælge skrabelodder.
For at presse lidt flere omgange ud af jeres ryttere, er det en god idé at give dem noget vand undervejs. Mange af jeres ryttere har garanteret ikke professionelle cykler med vanddunke. De kører nok på helt almindelige hverdags cykler. Så giv dem noget vand i nogle plastickrus ved målstregen. Ræk dem ud til dem, så de kan gribe dem i farten. Men hæld kun glassene halvt op, så de ikke spilder alt vandet inden de får det drukket.
For at skabe mere opmærksomhed omkring jeres event, kan I prøve at invitere nogle kendte folk fra jeres lokalområde med til løbet. Har I en kendt skuespiller eller musiker, er det et oplagt emne. Men det kan også være en erhvervsmand eller politiker. En godt bud er at invitere borgmesteren samt en udvalgsformand for det område der dækker jeres forening. Ved deres deltagelse, kan det være lettere at lokke pressen ud og skrive lidt om det og tage et par billeder.
Festlige indslag
For at gøre dagen lidt mere spændende og sjov for publikum, kan i opfordre alle cykelryttere til at komme i sjove udklædninger. Det ser rigtig sjovt ud, når Pippi Langstrømpe overhaler maleren, der har pensel og spand med.
Prøv forestil dig 50 sjove udklædninger drøne rundt på samme bane i en time. Det er sjovt og giver anledning til sjove bemærkninger fra speakeren.
Er I hardcore business folk og tænker på omsætningen, så bliver der selvfølgelig kørt færre omgange, med disse udklædninger. Men det opvejes nok af et større antal publikummer, samt at flere af rytterne stiller op, år efter år. Så på denne måde, kan man nok udvikle sit cykelsponsorløb, til at være en stor og sjov begivenhed, med en stor indtægt som naturlig følge.
Lad os foretage en gratis projektvurdering og få vores vurdering af dit projekts muligheder.
Det er helt gratis for dig at indsende dit projekt og få vores vurdering af mulighederne. Du skal blot udfylde en kort formular og uploade projektbeskrivelse!
Rigtig god ide, faktisk så er det rigtig godt tænkt. Man kunne overveje om rytterne skulle have en lille andel i det som der tjenes. Fx er der 30 ryttere med så kunne man jo give 1% af samlede indtægt til hver rytter.
Hej Daniel
Ja, det kunne man selvfølgelig gøre.
Dog er jeg af den holdning, at hvis man har en forening så behøver man ikke motivere medlemmerne for at deltage, med at de selv kan tjene penge på det. Det bør være motivation nok for dem at den forening de holder af (forhåbentlig da) kan tjene penge og på den måde kunne fortsætte sine aktiviteter (eller få råd til nye gode aktiviteter).
Det er jo lidt kernen i hele foreningslivet.
Men selvfølgelig kan der findes foreninger, hvor man måske ikke er så tæt på medlemmerne, at dit forslag ville være en god idé.
Som jeg skriver om her: https://www.aktivfundraising.dk/kagekonkurrence-kan-give-ekstra-indtaegt
så har jeg lige været med i et cykelsponsorløb der gav ca. 47.500 kr. i indtægt. Så der er virkelig noget at gå efter.
Desuden tjente foreningen lidt over 2000 kr. bagefter på en kagekonkurrence. Læs mere på linket.